Følg mig på
 
 

Om

 
Det startede med Kodak Instamatic
Det er mig, Jan Brødslev Olsen, der er indehaver af fotokunsten.dk. Jeg er selvlært fotograf. Læretiden begyndte, da jeg fik et Kodak Instamatic i konfirmationsgave af min mormor og et lysbilledapparat af mine forældre. Det er mange år siden. Jeg elsker gode fotografier og jeg elsker at fotografere. Begge dele er magi. Lysbilledapparatet har jeg endnu og det virker. Kodakkens skæbne husker jeg ikke. Jeg husker faktisk heller ikke om det var den klassiske model 100, der for alvor gav amerikanerne og verden mulighed for at fotografere i vildskab. Eller om det var den dyrere model 404 med selenium lysmåler. Det var nu nok den billige, for min mormor var ikke-formuende enkefrue og boede i en lille lejlighed. Men utrolig gavmild trods de mange børnebørn og oldebørn, der skulle tilgodeses.
 
 
Karetmageren, eksistensen og nærværet
Min kunstneriske stræben er en blanding af eksistens, mindfulness, æstetik og håndværk. Jeg har en akademisk karriere bag mig inden for psykologi, arbejder i dag med drømme og yoga og min far var uddannet karetmager. Alt sammen har sat sit præg. Det gennemgående tema i fotografierne er en søgen efter de dybere lag i tilværelsen, mennesket og naturen sammmen med et enkelt æstetisk udtryk.
 
Jeg forsøger at være til stede. Verden er uendelig i dens udbud af sanselige strukturer, lys og skygge, lige her og nu. Når det lykkes at være i nuet og ikke i tankerne, kan jeg fange bare lidt af dette upåagtede men eksistentielt interessante i hverdagens mylder af sanseindtryk. Den forbipasserende fodgænger i det skarpe sollys, det rustne stykke jern i græsset, bølgerne der slå mod klippekysten, duen, der flyver langs den forvitrede mur, kvinden der stikker hovedet ud fra altanen i boligkompleksets stereotype gentagelse og dermed bryder tilværelsens ensformighed. Jeg tilstræber at være en fotograf, der med årvågen og vegeterende opmærksomhed bringer de universelle spørgsmål om liv, død, forandring og forgængelighed ind i det nuværende øjebliks billede.

Teknikken
Jeg fotograferer mest med digital teknik, men har også en god håndfuld klassiske analoge kameraer fra Leica, Contax, Voigtländer, Olympus, Rollei og Nikon. Den forventningsfulde fornemmelse af at sætte en ny film i apparatet er noget helt særligt. Mit foretrukne digitale kamera er Fuji, da det er en kameraproducent, der har gjort meget for at bibeholde følelsen af at være god gammeldags fotograf sammen med al den medvind, som den moderne digitale teknik giver. Blandt fotografer er der ofte debat om, hviket kameramærker, der er det bedste. For nogle år siden læste jeg den sætning, at det bedste kamera er det, du har med dig. Underforstået: frem for at det ligger derhjemme. Det er svært at modsige.

Udover disse digitale og analoge apparater har jeg to pinhole-apparater den nye slovenske kamera-virksomhed
ONDU- intet mindre end håndlavede trækameraer!
 
Hvad ellers kan jeg sige
Gennem tiden har jeg deltaget i en række udstillinger, både censurerede og ikke-censurerede. Det gælder blandt andet Nordkraftudstillingen (NK14), Power, Culture and Social Framing 2014, University of Manchester, UK samt Nordjysk Censureret 2013 på Dronningslund Kunstcenter samt en række private og offentlige virksomheden og institutioner. I dag gør jeg mest ud af formidle min kunst her på sitet og på Instagram.
 
Jeg har undervist i fotografi de sidste 12 år. Mine kurser handler om at deltagerne finder deres eget eksistentielle og kunstneriske udtryk. Kursernes titler har været sådan noget som Kreativ fotografi, Fotografi og psykologi, Øjeblikkets og nærværets fotografi samt Find stilhed ved at fotografere.
 
I 2017 havde jeg den fornøjelse at blive inviteret med i kunstanmelder Tom Jørgensen kunstbog 101 kunstnere. Det gav dejlig motivation til min fotografiske udvikling. Det gælder for en kunstner som for alle andre: Ind imellem skal der et skub til.
 
Kig dig rundt på sitet og sende mig gerne en mail.
 

 
 
En kunstoplevelse rører ved dybere lag i sindet, end en joint gør, og den er nok så forskellig fra sex.
David Favrholdt (Dansk filosof)
Hvad teknikken angår, er der ikke meget andet at sige end, at hvis man vil formidle et budskab, så forudsætter det en vis teknisk kunnen
David Favrholdt (Dansk filosof)
Det nuværende øjeblik kan være fortidens eller fremtidens gidsel.
Daniel Stern (Schweizisk psykoanalytiker)
Hvad vi ser og hører i det virkelige liv forstår vi også med vor fantasi.
K. E. Løgstrup (Dansk filosof)
Det eneste vi ser er lys. Resten er noget vi forestiller os.
Tor Nørretranders & Olafur Eliasson
Lykke er rigdommen på den til indre liv omsmeltede virkelighed.
Franz Werfel (Tjekkisk forfatter)
Et kunstværk kan være mangfoldigt, komplekst og rumme en række elementer, som alle spiller sammen på en sådan måde, at man ikke kan ændre et af elementerne eller lægge noget til eller trække noget fra, uden at helheden forstyrres.
David Favrholdt (Dansk filosof)
If you can dream a new future, you’re an artist.
Thorsten Overgaard (Dansk fotograf).
I started by painting and drawing - and for me, photography was a means of drawing and that's all!
Henri Cartier-Bresson (Fransk fotograf)
I believe there is such a thing as a search for beauty.
Saul Leiter (Amerikansk fotograf)
Man kan som bekendt være for fantasiløs til at begribe noget som helst af det, der foregår lige omkring én.
K. E. Løgstrup (Dansk filosof)
fotokunsten.dk v./Jan Brødslev Olsen | Klokkestøbergade 17, 9000 Aalborg - Danmark | Tlf.: +45 25861453